Lorenzo Pazzaglia Incenso notturno

Denne gang træder Lorenzo ud af sin komfortzone — den med frugtige, bredt appellerende glæder, smil og godt humør. Han bevæger sig ind i mørkere territorium og gør det med sin sædvanlige tilgang: på tæerne, eksperimenterende med noget nyt, men ikke mindre fængslende. Hans solrige sind kan naturligvis ikke skjules, og derfor er åbningen af Incenso Notturno ikke så natlig endda.

Citrusfrugter står over for elemiharpiks, der også har en citrusundertone, drysset med et strejf sort peber — en karakter, der straks er røgelsesfyldt, men i første omgang lys. Udviklingen er langsom, og fra lyset kommer natten gennem træede, jordede og naturligvis røgelsesfyldte accorder.

Den bliver natlig og mystisk, med en jordet, peberet karakter, som en vinteraftentur i en kold middelalderby. Det kolde, fugtige indre af en nu tom kirke, hvor duften af træet i kirkebænke og skriftestole blander sig med brændende stearinlys og røgelse. De kolde, fugtige mure afgiver deres helt egen lugt.

Den varme, balsamiske del balanceres perfekt af patchoulis fugtige, jordede side — og resultatet er slående og pokkers gotisk.