Toskovat
Jeg bærer alle disse minder om dig.
Jeg genkender ikke længere mine egne minder...
Jeg prøver at genvinde dem.
Jeg prøver at forstå dig.
Fortid, nutid og fremtid.
Du kan lyve for alle – men ikke for dig selv.

I dag huskede jeg min kærlighed, min sorg, mit sidste i morgen.
Jeg mærker det koldeste kyss,
og jeg modtager blomster for første gang.
Jeg ser det samme marmor,
jeg engang hviskede ønsker til som barn,
nu omslutte mit dybeste ønske i dag.
Fra min rådne krop skal blomster gro,
og jeg er i dem,
og det vil være evighed.
Og disse blomster vil forhåbentlig blive givet til elskede
før, end de blev givet til mig.
Mine børn vil ikke skælve, som jeg gjorde,
for deres hænder vil ikke mærke tornes skarpe bud.
De vil drømme om svævende kronblade, bløde og lyse.
Om ingen hinsides de mørke bakker
og de rindende vande, der redder enhver visnende sjæl.
De vil drømme.
Du har farvet mit liv,
og hver eneste nuance var det værd.
Vi vil sidde sammen igen en dag,
når ingen af os længere har lyst til at flygte.
Jeg bærer alle disse minder om dig.
Jeg genkender ikke længere mine egne minder...
Jeg prøver at genvinde dem.
Jeg prøver at forstå dig.
Fortid, nutid og fremtid.
Du kan lyve for alle – men ikke for dig selv.