Toskovat My Past Selves Flowers

I dag huskede jeg min kærlighed, min sorg, mit sidste i morgen.

Jeg mærker det koldeste kys,
og jeg modtager blomster for første gang.
Jeg ser det samme marmor,
jeg engang hviskede ønsker til som barn,
nu omslutte mit dybeste ønske i dag.

Fra min rådne krop skal blomster gro,
og jeg er i dem,
og det vil være evigheden.

Og disse blomster vil forhåbentlig blive givet til elskede
før, end de blev givet til mig.
Mine børn vil ikke skælve, som jeg gjorde,
for deres hænder vil ikke mærke tornens skarpe bid.

De vil drømme om svævende kronblade, bløde og lyse.
Om engen hinsides de mørke bakker
og de rindende vande, der redder enhver visnende sjæl.
De vil drømme.

Du har farvet mit liv,
og hver eneste nuance var det værd.

Vi vil sidde sammen igen en dag,
når ingen af os længere har lyst til at flygte.